HELP GUIDE - BANNER - Jul i Viborg - Flipbook - Side 52
Jeg glæder
mig til:
At have god tid
Lone Langballe, 2 . viceborgmester
Når man en sen eftermiddag i december i
skumringstiden går gennem de smukt pyntede gader,
ja så kommer minderne. Duftene, som spreder sig
fra Nytorv med gran- og gløggdufte, forbi det store
juletræ på Hjultorvet. Ja, så er det, at øjnene løber
i vand, og man må synke en klump.
Det er virkelig så betagende det hele. Byen bliver
levende og folk smiler, slapper af og er glade. Julehandel og hygge, jo det kan lade sig gøre. Bare kom
til Viborg. Her er nogle ildsjæle, der har fortryllet
byen, så kirkeklokker og julemusik går op i en højere
enhed.
Tiden flyver afsted, jo ældre man bliver. Som ung
fandt jeg den følelse uforståelig. Tiden føltes uendelig til ens næste fødselsdag eller jul. I dag, hvor
jeg nærmer mig de 50 år, når jeg næsten ikke at
glæde mig, før begivenheder som jul, påske, pinse,
sommerferie og fødselsdage skal fejres igen. Og
dog, jeg glæder mig altid til jul, især her i slutningen
af november.
Den kriblende følelse af glæde og spænding. Hvor
man ublu skal glæde sig over al den overflod, der
skænkes os på Jesu Kristi Fødselsdag. Juleaften
og juledagene skal fejres som ingen andre, og det
bliver de hjemme hos os. Med kirkegang, masser af
mad, vin og gaver. Nogle højlydte julefrokoster, der
ikke lader de gamle vikinger i glemsel.
Vores børn kommer hjem, onkler, tanter, kusiner
og fætre og morfar. En infernalsk larm er her i
præstegården i Foulum i nogle dage og pludselig
derefter indtræder freden. En helt fantastisk fred,
hvor man sidder fuldstændig udmattet tilbage.
Måske med lidt ondt i hovedet, men med et smil så
stort over alle de dejlige ting, der endnu engang er
52
hændt. Jo, jeg glæder mig altid til jul, og jeg føler
mig så ovenud privilegeret og taknemmelig.
Er der altid idyl i den lille præstegård i Foulum?
Nej, så langt fra. Jeg har travlt, og jeg glemmer som
mange andre at værdsætte den tid, jeg har. Her i
november er jeg dybt optaget af to studierejser.
En med regionsrådet til Holland og en med Danske
Regioner til Israel. Vi tager afsted for at se, hvordan
to lande, sammenlignelige med os, har indrettet sig
i forhold til, at flere bliver ældre og meget gamle,
flere indlæggelser, mere pleje, men færre hænder
til at yde omsorg. Hvordan får vi en værdig og god
syge- og ældreomsorg også i fremtiden med de
meget store udfordringer, vi allerede er begyndt at
få? Dette emne optager det meste af min politiske
tid.
Hvad kan vi forvente af vores samfund, og hvad kan
vi forvente af hinanden? Ensomhed slår flest ihjel,
flere end smøgerne, men hvordan kan det være, at
vi selv blandt mange kan føle os forladt og alene?
Måske har vi indrettet os forkert? Måske har vi alt
for travlt til hinanden? Alt det minder julen os om.
Julen minder os om, at vi mennesker har brug for
mere end os selv. At familie og venner er livsnødvendige, og at vi skal give os tid til hinanden. Julen
får os til at bremse op og se det hele.
Det glæder jeg mig til.
