EXAMPLE PAGE - E-BOOK - Data, dimser og demens - Flipbook - Side 20
Den sidste ferie
I det kommende års tid var der lidt ro på, da ægteparret nu vidste, hvad der var årsagen
til deres udfordringer. De prøvede at leve så normalt som muligt. 2011 var også året,
hvor de tog på deres sidste ferie. Turen gik til Belfast med et hold gode venner. De havde
en dejlig ferie, selvom Barthe Risom Holst husker flyveturen som et mareridt. Hun var
nemlig meget bange for, at hendes mand skulle blive væk i de store britiske lufthavne.
Flytning til Jylland
Tilværelse blev gradvis værre. Barthe Risom Holst opdagede, at posten ikke blev åbnet
og at regningerne ikke altid blev betalt til tiden.
De valgte at sætte huset til salg. Året var 2012, så de troede, at det ville tage lang tid, da
det var dårlige tider for boligmarkedet. Men de fik huset solgt på blot en enkelt måned.
Og så var det ellers med at komme i gang med pakningen, så de kunne flytte tættere på
datteren, svigersønnen og børnebørnene i Silkeborg. Valget blev Bryrup, der er en lille by
ca. 20 km syd for Silkeborg.
Flytningen blev dog et mareridt. Ebbe Holst tømte flyttekasserne lige så snart Barthe
Risom Holst vendte ryggen til. Men det lykkedes til sidst, og alt kom med til Bryrup.
Da de kom til Bryrup, blev de kontaktet af en demenskoordinator fra Silkeborg Kommune.
De havde et fint møde, og aftalte at holde kontakten.
Det begyndte at gå hurtigt ned af bakke for Ebbe Holst. Barthe Risom Holst forsøgte
derfor, om han kunne komme på aflastning nogle dage, så hun selv kunne komme ud
af huset. Det lykkedes hos Livsgnisten, der er et af Silkeborg Kommunes tre daghjem
for mennesker med demens. Det gik ikke ret godt første gang, hvor han ringede til sin
hustru og ville hjem. De to næste gange gik fint, og han var glad og tilfreds. Den sidste
gang måtte Barthe Risom Holst vente en halv time på, at hendes mand havde snakket
færdig ...
Manglende orienteringsevne
”Ebbe kunne ikke finde rundt i vores nye hus. Men han har altid været et systematisk
menneske, så han fandt ud af, at hvis han stod på de brune fliser i gangen, kunne han
overskue huset og se, hvilken vej han skulle gå,” fortæller Barthe Risom Holst. ”Ebbe ville
fortsat gerne hjælpe til i hverdagen – fx med at dække bord. Men han blev irriteret over,
20
