223082 DV 03 oktober 2023 N - Flipbook - Side 55
FORENINGER
Stiftet 21/5 1969
Storkøbenhavn
Formand: Per Jensen
Kirkebakken 36 | 2605 Brøndby | Tlf. 21 73 75 57
koebenhavn@danmarksveteraner.dk
koebenhavn.danmarksveteraner.dk
KOMMENDE ARRANGEMENTER
Denne gang vender vi bøtten lidt og indleder
med at se fremad.
Oktober bliver vanen tro en travl måned for
os. Der er åbent i Bunkeren den 5. og den 19.
oktober. Det bliver stille og rolige medlemsaftener. Måske vi finder nogle gode pølser til
grillen til de, der lægger vejen forbi.
Søndag den 8. oktober kommer der en delegation skånske veteraner på besøg. De
har lavet et heldagsprogram med rundtur i
København og i Kastellet, herunder også et
besøg hos os i Bunkeren. Og så slutter de af
med at spise ude i det københavnske byliv,
inden turen går retur til Skåne. Det er dejligt,
at vi stille og roligt får udbygget ven- og naboskabet på denne måde. Det kan kun være
til gavn for veteraner på begge sider af Øresund.
Den 13. oktober er der Kulturnat i København
– og dermed også i Kastellet. Vi holder vanen
tro åbent i Bunkeren og forventer stort rykind. Det vil sige mellem 4-500 besøgende
fra kl. 17.00 til kl. 23.00. Der er mange om
buddet denne aften i det københavnske. Det
er dog vores oplevelse, at der er nok til alle.
Den 16. oktober midt på dagen skal vi lægge
en krans ved Mindesmærket for Jutlandia på
Langelinje, og denne dag er det 70 år siden,
den sidste Jutlandia-ekspedition vendte tilbage til Danmark. Det er en dansk indsats,
der stadig mindes. Det gør den takket være
ildsjæle her i Danmark, og fremfor alt takket
være den fantastiske indsats, skibet og dets
besætninger leverede ud for Korea for de
mange år siden. En indsats, der stadig den
dag i dag er værdsat i Korea.
Den 24. oktober er der FN-dag. Det betyder
parade i Kastellet og Åben Bunker for fanekommandoer og andre, der skal møde tidligt
til paraden denne dag.
Og endelig slutter vi oktober af med at være
med til at holde Kastellets fødselsdag. Det
gør vi med Åben Bunker den 29. oktober. Det
er et arrangement, der begynder kl. 10.00, og
der er aktiviteter overalt i Kastellet. Det er en
rigtig familiedag, så kom endelig forbi.
November betyder åbent i Bunkeren med
medlemsaftener den 2., 16. og 30. november. Og hvad der er endnu vigtigere! Der
er julefrokost for medlemmer med ledsager lørdag den 25. november med start kl.
18.00. Det er allerede nu muligt at tilmelde
sig ved at gå ind på vores hjemmeside og
finde arrangementet. Vi håber i år at kunne
slippe for at have kanoner, der skydes af,
og Redningsberedskabet, der kommer efter
afskydningen. Så bliver det nemlig en fantastisk dejlig indledning på den efterfølgende
julemåned.
Generalforsamlingen i 2024 afholder vi den
22. februar. Det bliver vanen tro med spisning til de, der melder til, og efterfølgende
generalforsamling for alle medlemmer – og
det er uden tilmelding. Der vil tilgå en invitation senere, men du skal allerede nu notere
dig datoen. Dagsordenen vil naturligvis blive
jf. vedtægterne. Du kan i vedtægterne også
læse, hvornår forslag skal være bestyrelsen
i hænde.
SIDEN SIDST
Og nu kigger vi så lidt bagud.
Vi sluttede før sommerferien af med grill-aften. Det var den 29. juni, og ud over den traditionelle grill, så var det også anledning til
at hædre de af vores medlemmer, der havde
opnået jubilarstatus. Der kunne uddeles alt
fra 10-års tegn til medalje for 50-års medlemskab. Det er fantastisk at have en forening
med så stor en spændvidde. Må det fortsætte
på den måde mange år fremover.
Denne grill-aften tog vi også vores nye grill
i brug. Vi har været så heldige at få sponseret 3 grill til foreningen. Den ene er i brug
næsten hver medlemsaften. De to andre er
vores særlige grill til grill-pladsen. Det er
Morten, der med sikker hånd er Masterchef
ved grillene. Og ingen gik sultne eller tørstige hjem efter denne skønne aften, hvor bestyrelsen havde arrangeret tørvejr.
Tørvejr var der ikke meget af i juli, så det var
ganske fint med en måned uden arrangementer i foreningsregi.
Til gengæld gentog vi i august grill-aftenen.
Det blev den 24. august. Desværre var den
knap så velbesøgt som før sommerferien,
men de, der kom, hyggede sig og fik igen god
mad fra Masterchef Mortens hånd – og grill.
BLOMSTER
Og afslutningsvis lige et par ord om den 5.
september. Eller rettere den 4. september.
Det er nemlig dagen, hvor vi lokalt kører ud
med blomster til gravene for danskere faldet
under indsats.
Det er en meget speciel handling, der på den
ene side indeholder noget mistrøstigt i forhold til tabet. På den anden side indeholder
den stolthed over, at vi på den måde ærer
vores faldne. I år blev hver blomst, der blev
lagt ved en grav, efterfulgt af afspilning af
”Danmarks sidste Honnør” samt aflæggelse
af netop honnør.
Ved den ene grav blev handlingen overværet
af en pårørende til en anden på kirkegården.
Den pårørende kontaktede efterfølgende
undertegnede og gav udtryk for stor glæde
og stolthed over, at vi på den måde hædrer
vores faldne.Der fik begge parter stor glæde
af et gensidigt kram. Dette blot en refleksion,
når nu jeg havde ordet.
Hold jeg raske og muntre til vi høres ved
igen.
Per Jensen, formand.
Danmarks Veteraner | # 3 | 2023 | Side 55