Årsberetning 17 (ARN) - Flipbook - Side 9
Om Alkoholreklamenævnet
I 1999 forhandlede Erhvervsministeriet med en række erhvervs – og forbrugerorganisationer med henblik på at udarbejde et sæt
retningslinjer, der regulerede markedsføringen af alkoholholdige drikkevarer. Forhandlingerne medførte vedtagelsen af retningslinjerne for markedsføring af alkoholholdige drikkevarer samt oprettelsen af Alkoholreklamenævnet (dengang Håndhævelsesudvalget), der skulle administrere og håndhæve de nye retningslinjer. Både retningslinjerne og Alkoholreklamenævnet er udtryk for
samregulering, idet erhvervs – og forbrugerinteresser er ligeligt repræsenterede, og idet håndhævelsen forestås af et uafhængigt
organ.
Retningslinjerne udgør branchens fortolkning af god markedsføringsskik, der er reguleret i markedsføringslovens § 3. Retningslinjerne er udtryk for en etisk standard og dækker enhver form for markedsføring af alkoholholdige drikkevarer, der sker på det
danske marked.
Formålet med at udarbejde retningslinjerne i samarbejde med erhvervsorganisationer og forbrugerorganisationer samt etableringen af Alkoholreklamenævnet er at sikre, at retningslinjerne bliver en integreret del af de erhvervsdrivendes markedsføring, og at
virksomhederne udviser ansvar og tager både sundheds – og forbrugerhensyn i deres markedsføring.
Samarbejde med Forbrugerombudsmanden
I 2008 indgik Alkoholreklamenævnet og Forbrugerombudsmanden en sagsbehandlingsaftale, som indebærer gensidig orientering
om modtagelse, behandling og afgørelse af klager. Derudover har Forbrugerombudsmanden forpligtet sig til, at man i prioritering
af sager vil lade Alkoholreklamenævnets kompetence indgå i sine overvejelser, og Alkoholreklamenævnet har forpligtet sig til
at lade sager vedrørende børn og unge videresende til Forbrugerombudsmanden, såfremt indklagede ikke straks retter sig efter
Alkoholreklamenævnets kritik.
9