Årsberetning 17 (ARN) - Flipbook - Side 25
Klagesager 2017
8. Zurf Bar
Klager
Nordjyllands politi
Klagens indhold
Zurf Bar var indklaget for at rette markedsføringen af alkoholholdige drikkevarer mod børn og unge, at opfordre til umådeholdent
forbrug og i markedsføringen at vise indtagelse af alkoholholdige drikkevarer forbundet med risikofyldt adfærd.
Indklagedes bemærkninger
Indklagede oplyste, at de efter modtagelsen af klagen har sat sig grundigt ind i Retningslinjerne, og at det aldrig havde været
hensigten at markedsføre sig i strid med regelsættet.
Alkoholreklamenævnets afgørelse
Alkoholreklamenævnet beskæftiger sig med markedsføring af alkohol. Da klagen omhandler markedsføring af alkoholholdige
drikkevarer, har Nævnet kompetence til at behandle sagen.
Alkoholreklamenævnet ønsker aktivt at bidrage til en ansvarlig alkoholkultur, ligesom Nævnets retningslinjer har særligt til formål
at beskytte børn og unge. Børn og unge er underlagt et særligt beskyttelsesbehov grundet deres naturlige godtroenhed, og børn/
unge og alkohol hører ikke sammen. Nævnet lægger derfor vægt på, at de erhvervsdrivende indretter markedsføringen af alkoholholdige drikkevarer, således at der ikke sendes forkerte signaler – særlig ikke til unge – om alkoholindtagelse.
Denne sag omhandler 3 arrangementer, som Zurf Bar har markedsført på sin Facebookside. Det første opslag er et arrangement
kaldet ”Skal DU med i hegnet?” (opslag 7. august 2017), hvor der er konstateret alkoholmarkedsføring, da der reklameres med
følgende:
”#ColdHawaii
1 alm. Helflaske
2 kander mixer
1 helflaske shots
8 RTD el 4 Zurfers
899,-
#PalmBeach
2 alm. helflasker
4 kander mixer
1 helflaske shots
Cocktails 12 RTD el. 6 zurfers Cocktails
1399, –
#Pipeline
5 alm. helflasker
10 kander mixer
10 breezer
10 Tuborgprofiløl
2399,-”
I markedsføringen af arrangementet anføres ”Tid til skolestart.. hvis du er på GYM, HHX, HG … eller noget helt 5”, hvorved man som
udgangspunkt primært henvender sig til elever på ungdomsuddannelserne.
Afholdelse af arrangementer rettet mod gymnasieelever og lignende er ikke i sig selv i strid med retningslinjerne for markedsføring
af alkoholholdige drikkevarer, men når markedsføringen af sådanne arrangementer kombineres med markedsføring af alkoholholdige drikkevarer, sker der en overtrædelse af retningslinjernes § 6, idet markedsføring af alkoholholdige drikkevarer da retter sig
imod børn og unge.
Facebookopslaget indeholder desuden teksterne ”[…] MEGET MERE FEST, fordi DU SKAL MED I HEGNET” og ”Skal du eller din ”ven”
drikkes under bordet”.
Nævnet opfatter ovennævnte sætninger som aggressiv markedsføring, der opfordrer til massiv alkoholindtagelse og dermed et
umådeholdent forbrug, hvilket er i strid med retningslinjernes § 3, stk. 2.
I det andet arrangement (opslag 10. august 2017) er der konstateret alkoholmarkedsføring, da der reklameres med ”Hvem er startet i skole? … No Word needed…1/2 PRIS HELE NATTEN” samtidig med der angives et billede med teksten ”FUCK IT – IM GOING TO
GO GET DRUNK”.
Når markedsføring af et arrangement anvender udtrykket ”Hvem er startet i skole?” henvender man sig som udgangspunkt
primært til gymnasieelever og evt. elever i de ældste folkeskoleklasser. Nævnet finder derfor, at alkoholmarkedsføringen til dette
arrangement er en overtrædelse af retningslinjernes § 6, idet markedsføring af alkoholholdige drikkevarer retter sig imod børn og
unge.
25