Årsberetning 17 (ARN) - Flipbook - Side 13
Sagsbehandling
Alkoholreklamenævnets afgørelser træffes alene af Nævnets medlemmer, men både klager og indklagede har mulighed for at
komme med bemærkninger til den omstridte sag. For at fremme dialog, kontinuitet og ensartet praksis, deltager repræsentanter
for brancher, der ikke er berørt af en sag, i Nævnets møder. Dette medvirker til, at brancheorganisationerne i deres rådgivning af
medlemmer giver udtryk for synspunkter, der er afledt af drøftelserne i Alkoholreklamenævnet.
Der er fri klageadgang til Alkoholreklamenævnet. Dette gælder både for forbrugere, virksomheder og organisationer. Alkoholreklamenævnet kan derudover tage sager op af egen drift. En klage skal vedrøre ét eller flere konkrete markedsføringstiltag, der har
været på det danske marked inden for det seneste år.
Når Alkoholreklamenævnet konstaterer, at retningslinjerne er overtrådt, udtaler Nævnet kritik af den erhvervsdrivende, der er
ansvarlig for den pågældende markedsføring. I særlige grove eller gentagne tilfælde vil kritikken blive offentliggjort gennem en
pressemeddelelse. Alle afgørelser offentliggøres på Alkoholreklamenævnets hjemmeside.
Alkoholreklamenævnet forventer, at afgørelserne bliver fulgt op af umiddelbar handling. Såfremt den erhvervsdrivende ikke agerer,
kan Alkoholreklamenævnet opfordre de bag reglerne stående organisationer og deres medlemsvirksomheder til konkrete indgreb
af kommerciel art eller anmode Forbrugerombudsmanden om at foretage retlige skridt.
13