Det Danske Ølsprog - Flipbook - Side 24
India pale ale
Amerikanerne har i stor stil genopfundet englændernes india pale ale (IPA)
og de har taget englændernes pale ale med i købet. Tilsætningen af humle
er omdrejningspunktet. Her søger de humleglade hen. Masser af smag af
malt, karamelsødme og ikke mindst bitterhed. De parfumerede aromaer,
som primært stammer fra humlen, er typisk grapefrugt, harpiks, fyrrenåle,
eksotiske frugter, blomster og citrus. En amerikansk pale ale kan ofte minde
om en india pale ale med både bitterhed, sødme, krop og aromaer. En IPA
med ekstra meget af det hele kaldes double india pale ale (DIPA).
Frugtøl
De belgiske syrligt-søde vildgærede lambic øl
med kirsebær (kriek) og hindbær (framboise)
er de mest kendte øl med frugt. Mange andre
slags frugt er almindelige, fx solbær, fersken
og blåbær. Andre øltyper end de vildgærede
øl, fx porter/stout, anvender frugt i krydringen
af øllet. Bitterhed fra humlen spiller en
underordnet rolle. Urter, planter og andre af
naturens smagsgivere anvendes også i øl.