Retrieveren 2-24-web - Flipbook - Side 24
24
❰ 2/6 2024
Inspirationen til walk-up markprøver kom fra de britiske øer, man har afviklet markprøverne efter et system båret af erfaringer gennem over 100 år.
Prøver afvikles nu over hele Europa efter den samme model. Billedet stammer fra IGL - det britiske mesterskab 2013.
inspirationen fra Storbritannien. Jagterne blev arrangeret
med udgangspunkt i afprøvningen af hundene. For det meste som ”walk-up” prøve, med to dommere til at dømme den
enkelte deltager og tildeling af apporteringer ud fra nummerrækkefølge.
I en lang periode var der dog en udbredt skepsis blandt mange hundefolk. Kritikken drejede sig om 昀氀ere forhold, blandt
andet, at det britiske system ikke i tilstrækkelig grad tilgodeså
hundens naturlige anlæg, som man mente var markering og
selvstændigt søg.
Hele B-prøve systemet var bygget op om den antagelse,
og dirigering blev først introduceret i åben klasse, og sværhedsgraden beskeden set med nutidens øjne. Et andet punkt
blandt kritikerne var, at det britiske markprøvesystem ikke
passede til dansk jagt, hvor jagt foregik i tættere vegetation
end på de britiske øer.
Der var dog andre, der var meget begejstrede for de nye
tendenser. Det appellerende var vel blandt andet de ’checks
and balances’, der var indbygget i det britiske system med to
dommere, fastlagt rækkefølge og relativt klare bedømmelseskriterier.
I det lange løb var det begejstringen for ”walk-up” prøver,
der sejrede. Nu er markprøver bygget op om en ekstrem
opmærksomhed på det enkelte stykke vildt. Hunden forventes at at blive bragt præcist til et område og fastholdt der,
hvilket blandt andet hænger sammen med, at ”eye-wipe” og
upræcise dirigeringer er dommernes yndlingsredskaber i
forhold til at sortere hundene. På såvel jagtprøver som simuleringsprøver er basicsdisciplinen ikke længere markering
men dirigering.
Dirigering er bestemt et effektivt redskab i forhold til apportering. Men for at bruge det redskab, skal man vide, hvor vildtet
er faldet, hvor hunden er i forhold til vildtet og have sin fulde
opmærksomhed rettet mod den opgave, det er at dirigere
sin hund.
Det er kriterier, der ofte er opfyldt på de moderne markprøver, hvor skytterne skal kunne bevæge sig frem i terrænet og
skyde, og hvor skytter, hjælpere, dommer og deltager har et
og samme fokus.
Men hvor tit er det til fældet på jagt?
Situationen, hvor dommerne dirigerer med føreren, der dirigerer med hunden på baggrund af informationer både om,
hvor hund og vildt er, kan i hvert fald virke som en relativt
udsædvanlig situation på jagt.
Og et stort fokus på, at der er ”rigtige” og ”forkerte” fugle,
er næppe specielt befordrende for hundens evne til at løse
opgaverne på egen hånd.
Mit behov er stort set det samme som mine forældres, og jeg
synes ikke at udviklingen i markprøver har ført til en større
harmoni mellem mine forventninger til en god jagthund og
kravene på markprøver. Det er egentlig ærgerligt, at man har
glemt alt det andet, når der er så meget godt i udviklingen af
præcisionsdirigeringer og en fair bedømmelse.
Markprøve A vinderklasse Hjortholm - forfatteren i midten med den
gule labrador retriever