Retrieveren 2-24-web - Flipbook - Side 23
6
2/6 202 4
❱
23
Markprøve A åben klasse Hjortholm 2011
realistisk. Det blev der kompenseret for ved at gøre søgene
meget store. Ofte var et vinderklassesøg langt mere end de
80 x 80 m, der stod i markprøvereglementet. Af en eller anden
grund forekom situationen, hvor hundeføreren bevæger sig
gennem terrænet meget sjældent på B-prøver.
Bøllemosen, Kulsølejren - markprøve vinderklasse B i 2012 - duen er
kastet og der er skudt til markering for prøvehunden
en konsekvens af, at det på jagt ofte var umuligt at se hunden
ude i terrænet.
En dirigering på B-prøve var næsten per de昀椀nition noget med
at stoppe og korrigere hunden. Og til tider skulle hunden
holdes fra bestemte stykker vild for at apportere bestemte
andre stykker vildt. En simulering af situationen, hvor anskydning prioriteres over dødskudt. For udenforstående kunne
det virker lidt komisk, at hunden nærmest skulle hoppe over
dødt vildt for at hente et andet stykke dødt vildt. Men vi var
ikke udenforstående.
Søg var både en test af hundens evne til vedholdend at afsøge et område, hvor den ikke havde set noget vildt falde
ned, og en prøve på dens evne til at ignorere andre hunde.
Det kan dog være svært, at vurdere en hunds evne til at søge
og reaktion på andre hunde i tæt vegetation. På B-prøver var
søget derfor typisk i relativt åbent terræn, hvilket naturligvis
gjorde det mindre udfordrende og til dels også mindre jagtMarkprøve A åben klasse Hjortholm 2011.
Let at bedømme - men mindre jagtrealistisk
I det hele taget var der tiltag, der snarere skulle gøre bedømmelsen lettere end mere jagtrealistiske. Der var således en
bevægelse mod at gøre opgaverne vanskeligere, og dermed
en tendens, der var den stik modsatte af den, man som opsamler stræbte efter.
I de tidlige jagtprøver var hund og fører placeret nogenlunde,
som de ville være placeret i en almindelig jagtsituation, og
dommeren bevægede sig fra deltager til deltager. Men det
var et koncept, der gjorde det vanskeligt for dommeren at
se, hvad hunden og især føreren foretog sig, når dommeren
var et andet sted i terrænet. Det blev derfor kutyme at samle
hundene i grupper overvåget af en dommer. Typisk var der
昀椀re hunde pr. dommer, og det var så dommerens opgave at
fordele apporteringerne efter princippet om, at hunde, der
havde markeret, blev sendt først.
Det siger måske sig selv, at det var en udfordrende opgave
for en dommer, både at holde øje med, hvor og hvad der
blev skudt, og hvilken hund/hunde, der havde markeret det
pågældende stykke vildt. Men det var ikke alene en vanskelig opgave for dommeren, det var også en mulighed for at
favorisere nogle deltagere frem for andre. Berettiget eller ej
kun man derfor ofte forlade en prøve med følelsen af, at det
ikke var gået helt fair til.
Efterhånden 昀椀k dommeren hjælpere, der kunne holde øje
med fuglene, og placeringen af hundene blev bestemte mere
af muligheden for give dommeren et godt bedømmelsesgrundlag end af behovet for hurtige og effektive apporteringer.
Markprøven var en del af en større jagt
Det er værd at nævne, at markerprøver næsten altid blev
afholdt i forbindelse med en større jagt, og markprøven
bestemt ikke var det centrale set fra jagtdeltagernes side.
Diskretion var således en dyd, og informationer fra skytterne
en undtagelse. Til gengæld var der masser af apporteringer
og aktivitet.
Nye vinde blæste fra vest
Der blæste dog nye vinde, hvor den største ændring skyldes