Retrieveren 2-24-web - Flipbook - Side 22
22
❰ 2/6 2024
Udviklingen i markprøver
af Christian Falk Rønne - arkivfotos
I 1966 købte min far og mor en labrador retriever. De ønskede
en hund, der i højere grad kunne imødekomme deres behov
i forhold til skov- og andejagt end den netop afdøde ruhår.
Det der var mest relevant var, at den nye hund kunne markere
og apportere selvstændigt, mens de havde fokus på skydningen. De 昀椀k hvad de drømte om, en hund der kunne bruges til
eftersøgning, var god til at drive, men først og fremmest en
hund, der kunne markere og apportere selvstændigt.
Min forældre gik hurtigt og meget aktivt ind i arbejde med
træning og markprøver. Markprøverne var bygget op om
disciplinerne markering og søg. Der var ikke egentlige dirigeringsopgaver, men lejlighedsvis behov for at hjælpe på
markeringerne. Hvor vidt hjælpen var til nogen gavn for hunden, var nok mere et spørgsmål om hundens erfaring end et
resultat af systematisk træning.
I løbet af 80’erne voksede jagtvæsenerne på herregårdene,
og en større og større del af tiden blev brugt på apportering
for andre. Som apportør havde man frihed til at placere sig
på måder, der optimerede mulighederne for at få fat i anskydninger. Typisk betød det, at man stod et stykke bag skytterne,
for eksempel op ad en skovkant. På den måde kunne hunden
fange det anskudte vildt, inden det forsvandt i mere tæt og
uoverskueligt terræn. Det lykkes ikke altid, og vildt, der 昀氀øj
ind over trætoppen eller på anden måde forsvandt af syne,
skulle selvfølgelig også apporteres. Dertil kom at der ofte
blev skudt så mange fugle, at det var umuligt at hente dem
alle som markering. Situationerne varierede således mellem
dem hundene måtte løse selv, og dem der krævede retningsanvisninger. En typiske dirigering kunne være, at man sendte
hunden langs skovkanten, stoppede den og sendte den ind
i skoven, hvorefter den selv måtte søge. En anden tendens i
forhold til dirigering var at holde hunden fra dødskudt vildt
for at orientere den mod anskydninger. Når såten var over, var
der ofte en større opgave med at samle det vildt op, der ikke
var blevet apporteret under skydningen. Det kunne betyde, at
en del af apportørerne blev tilbage og 昀椀nkæmmede området
for nedlagt og anskudt vildt.
Markprøve B
En del af disse jagtscenarier blev inkorporeret i simuleringsprøverne - kaldet B-prøver. B-prøverne bestod af tre discipliner: markering, dirigering og søg. Det blev lagt vægt på,
at en markering skulle være selvstændig, og hjælp i form af
korrektioner trak ned. Denne praksis var vel, dels begrundet
i den situation, hvor hundeføreren også var skytte eller på
anden måde havde sin opmærksomhed et andet sted, dels
Dansk markprøve vinderklasse A Hjortholm 2010 november - artiklens forfatter nr. 5 fra venstre