Det Gode Liv - Udviklingsstrategi 2035 - Flipbook - Side 25
25
Attraktivt og tilgængeligt
kulturliv
Aabenraa Kommune byder på mange kulturoplevelser,
der skabes af både offentlige og private aktører og
foregår over alt i kommunen og i samarbejde med
de andre sønderjyske kommuner og partnere syd for
grænsen. Vi beriges i grænselandet af både danske og
tyske biblioteker, skoler, kirker og institutioner samt
en række borger- og aktivitetshuse. Vi vil arbejde for
alsidige kultur- og fritidstilbud i hele kommunen, som
rummer vores kulturarv, men som også skaber nye
oplevelser og muligheder.
En række anerkendte kunstnere både inden for musik,
billedkunst med mere har deres rødder i vores
kommune. Det skal vi udnytte, og vi skal understøtte
den fortsatte udvikling, eksempelvis med et fremtidigt
stort museumsfyrtårn ved byhavnen i Aabenraa by.
Et rigt kulturliv er en del af det gode liv – også i et
bosætningsperspektiv.
Klimatilpasning som drivkraft
Klimatilpasning er en væsentlig udfordring i Aabenraa
Kommune, hvor Aabenraa by er en af de 10 mest
oversvømmelsestruede byer i Danmark. Men vi ser
også udfordringen som en mulighed for bæredygtig
planlægning af by-, bolig- og erhvervsudvikling.
Med borgerinvolvering og partnerskaber med
erhvervslivet kan klimasikring indgå i udvikling af
attraktive boligområder med indbyggede rekreative
områder og natur i vækst midt i byen. Den største
opgave og mulighed for Aabenraa Kommune på
klimatilpasningsområdet er udviklingen af den
helt nye bydel, der skal vokse frem i Aabenraa
centrum. Her skal klimasikring være en drivkraft i at
skabe en ny grøn og attraktiv bydel og eftertragtede
erhvervsområder, som ikke trues af regn- og havvand.
Levende byer i udvikling