Aabenraa Kommune Erhvervsstrategi - Flipbook - Side 5
Forord
Med denne erhvervsstrategi sætter vi retning for, hvorledes
vi i Aabenraa Kommune kan understøtte virksomheders
vækst og udvikling. Vores ambition er, at vi vil være en
attraktiv samarbejdspart for virksomheder og investorer,
der ønsker at være en del af et dynamisk grænseområde i
Syddanmark.
Erhvervsstrategien bygger på vores styrker, vores
potentialer for udvikling, og den tager livtag med vores
udfordringer. Den er udarbejdet sammen med og for
virksomhederne i Aabenraa Kommune, og det er lige fra
den lokale butiksdrivende og håndværkeren til landbrugsog transportvirksomhederne samt områdets større
produktionsvirksomheder, banker og lignende.
Aabenraa Kommune er begunstiget af sin placering som
porten mellem Norden og Europa. Det giver internationalt
udsyn og muligheder for samarbejder over landegrænser.
Vores infrastruktur omfatter gode tilslutningsmuligheder
i form af let adgang til grøn strøm, fuld dækning af
højhastighedsinternet, dybvandshavn, jernbaneforbindelser
direkte til Hamborg og motorvejsopkobling via Europavej
E45, der giver virksomheder i kommunen direkte adgang
til resten af verden. Virksomhederne er danmarksmestre i
eksport, og arbejdsstyrken er både lokal og international.
Den grønne omstilling ser vi som en mulighedsdagsorden.
Vi har enestående forudsætninger i form af vores placering,
infrastruktur og ressourcer. Sammen med erhvervslivet har
Aabenraa Kommune unikke muligheder for at være i front
med den grønne omstilling og samtidig skabe vækst og
udvikling i erhvervslivet. Vi ser nemlig den grønne omstilling
som løftestang for vores erhvervsudvikling.
Erhvervslivet i Aabenraa Kommune oplever udfordringer
med rekruttering og udvikling af arbejdskraften. Samtidig
ønsker erhvervslivet, at rammevilkårene styrkes inden for
sagsbehandling og dialog. Vi ser dialog og partnerskaber
som nøglen til at skabe gode rammevilkår for erhvervslivet,
og derfor er dialog en vigtig markør i vores erhvervsindsats i
de kommende år.
Vi vil gerne takke alle de virksomheder og samarbejdspartnere,
som har bidraget i udviklingen af erhvervsstrategien.
Jan Riber Jakobsen
borgmester
5