Aabenraa Kommune Erhvervsstrategi - Flipbook - Side 18
Mere samarbejde og flere
partnerskaber
Aabenraa Kommune inviterer erhvervslivet til mere
samarbejde. Vi er overbeviste om, at den offentlige
og private sektor er hinandens forudsætninger. Når
vi taler om samarbejde, fokuserer vi både på små
samarbejder om konkrete opgaver og på de større,
forpligtende partnerskaber.
Vi indgår gerne i flere partnerskaber med erhvervslivets
aktører. Vi har allerede gode erfaringer med
partnerskaber, og vi vil gerne etablere flere strategiske
partnerskaber med de lokale virksomheder. I de tilfælde,
hvor EU-støtte er aktuelt og relevant, inddrager vi Det
Syddanske EU-kontor med hjælp, vejledning og sparring.
I plejesektoren har vi eksempelvis gode erfaringer med
at tilbyde os som testområde for et produkt. Aabenraa
Kommune har i en årrække samarbejdet om udvikling
af en intelligent ble. Det har medført flere frie
hænder til pleje og styrket livskvaliteten for borgere
med inkontinens. De erfaringer med partnerskab
18
vil vi bruge i udrulningen af nye løsninger inden for
sundhed og velfærdsteknologi.
Fødevareproduktion i landbruget spiller en væsentlig
rolle i Aabenraa Kommune, og med Landbrugsaftalen
fra 2021 følger et stort potentiale for at videreudvikle
landbruget og fødevareproduktionen i en bæredygtig
retning. Vi vil derfor styrke partnerskabet med
landbruget om den grønne omstilling og bæredygtig
produktion.
GateDenmark samler transportbranchen. Initiativet
sikrer en fælles brandingindsats og er et stærkt
fundament for tiltrækning af potentielle virksomheder til
området. I GateDenmark er der etableret et samarbejde
mellem Padborg Transportcenter, Aabenraa Havn,
Business Aabenraa og Aabenraa Kommune. Sammen
arbejder vi med tiltrækning af nye virksomheder og
tilrettelæggelse af professionelle salgsforløb.