EXAMPLE PAGE - E-BOOK - Data, dimser og demens - Flipbook - Side 7
Koncentrationsproblemer
Symptomerne er forskellige fra person til person og afhænger af hvilke områder af
hjernen, der er påvirkede. Der er hyppigt tale om symptomer, der skyldes skader på
hjernens dybe strukturer. Det viser sig ved, at ens tænkeevne bliver langsommere, at
man bliver mere apatisk og får koncentrationsproblemer. Man får svært ved at finde
ordene og ved at løse mere komplekse opgaver.
Ved vaskulær demens har man ofte depressive symptomer. Ens følelsesmæssige udtryk
kan svinge meget, man kan ikke styre gråd og latter, og de følelsesmæssige reaktioner
kan også dukke op i situationer, hvor man hverken føler sig ked af det eller glad.
Ligesom ved Alzheimers sygdom kan der forekomme glemsomhed, koncentrationsbesvær,
problemer med sproget eller problemer med at finde vej.
Behandling
Vaskulær demens kan ikke helbredes, men man kan gøre noget for at undgå, at sygdommen bliver forværret. Lægen kan ordinere blodtryksregulerende, blodfortyndende eller
kolesterolsænkende medicin, ligesom eventuel sukkersyge skal være velbehandlet.
Frontotemporal demens
Frontallapsdemens kaldes også frontotemporal demens (ofte forkortet FTD). Det er
betegnelsen for en gruppe hjernesygdomme, der påvirker pandelapperne og den forreste
del af tindingelapperne. Det er den fjerde hyppigste årsag til demens og udgør et sted
mellem 5% og 10% af alle tilfælde af demens.
Forandringer i personlighed
Sygdommene medfører ofte store forandringer i personligheden med adfærdsforstyrrelser, evnen til at tale (afasi) og psykiatriske symptomer. Sygdommen betyder, at hæmninger og situationsfornemmelsen efterhånden forsvinder, og at den demensramte
får en impulsiv og uovervejet adfærd. Personer med Frontallapdemens kan også vise
ligegyldighed overfor sociale normer og andre mennesker. Fx kan den demente få tendens
til at spise eller drikke for meget. Modsat Alzheimers sygdom er hukommelsen ofte
relativt god langt hen i sygdomsforløbet. FTD kan ses hos både yngre og ældre.
Behandling
Frontotemporal demens kan ikke helbredes, og der er ingen lægemidler, der bremser
sygdomsforløbet. Men det er meget vigtigt, at patient og pårørende tidligt får den rette
rådgivning og støtte. Forstyrrelser i adfærden og psykiatriske symptomer behandles
først og fremmest ved en specialiseret socialpædagogisk indsats og ved at tilpasse den
bolig og det miljø, personen lever i.
7