Rapport om samfundsansvar 2022 godkendt 7. marts 2023 - Flipbook - Side 6
INDUSTRIENS PENSIONSFORSIKRING A/S
Også den amerikanske internethandelsvirksomhed Amazon blev ekskluderet fra vores investeringsunivers i 2022 som følge af udfordringer
med arbejdstagerrettighederne i selskabet. Der
har både været sager om dårlige arbejdsforhold,
modarbejdelse af medarbejdernes ret til at organisere sig samt manglende gennemsigtighed i
forhold til medarbejdernes rettigheder. Vi har
gennem vores samarbejdspartner Federated
Hermes EOS været i dialog med Amazon om forholdene i en årrække, men der er ikke sket tilstrækkelige fremskridt til, at de lever op til vores
krav til arbejdstagerrettigheder.
INVESTERING I EN BÆREDYGTIG FREMTID
Ansvarlig skatteadfærd
Når der investeres, er fair skat en væsentlig
parameter, især når det sker på tværs af
landegrænser. Det er afgørende for os, at de
skattestrukturer og metoder, der anvendes,
sikrer en fair skattebetaling.
Industriens Pension tager afstand fra både aggressiv skatteplanlægning og decideret skatteunddragelse, herunder forsøg på og medvirken
til hvidvask, og det samme forventes af alle samarbejdspartnere.
Industriens Pension har gennem de seneste år
gradvist øget fokus på fair skattebetaling og
skattestrukturer i de selskaber, der investeres i.
I 2018 tog Industriens Pension sammen med tre
andre danske pensionsselskaber initiativ til at
udarbejde et skattekodeks for unoterede investeringer. Siden udarbejdelsen har yderligere 13
pensionsselskaber og større erhvervsdrivende
fonde tiltrådt det udarbejdede kodeks.
Kodekset danner grundlag for, at vi systematisk
arbejder med at sikre, at medlemmernes midler
ikke bliver investeret i skattemæssigt aggressive strukturer, der kan anvendes til at reducere
skattebetalinger til et niveau, der strider mod ansvarlig skatteadfærd.
Arbejdet med at sikre, at alle unoterede investeringer lever op til vores skattekodeks, har også i
2022 været en central opgave, og der er internt
etableret yderligere tværgående procedurer og
rutiner, der skal sikre, at investeringerne i unoterede aktiver sker skattemæssigt forsvarligt.
I dag stiller Industriens Pension betydelige krav
til de forvaltere, der udbyder investeringerne,
herunder at de skal efterleve de fastlagte skattemæssige principper. Sker det ikke, går Industriens Pension ikke ind i investeringen.
De selskaber, der har tiltrådt kodekset, har alle
en forpligtelse til løbende at kontrollere, at kodekset bliver efterlevet hos deres investeringsforvaltere. Derfor har Industriens Pension påbegyndt en kontrol gennem stikprøver af, om forvalterne overholder de indgåede aftaler på ESGog skatteområdet. Dette kræver opdaterede oplysninger fra fondene, og generelt er der en velvillighed til at besvare Industriens Pensions henvendelser. Stikprøverne viser, at selskaberne
stort set alle har kunnet dokumentere, at de agerer i overensstemmelse med retningslinjerne.
Svære valg, når vi investerer i lande
En del af vores arbejde med at investere i en
bæredygtig udvikling går også via vores investeringer i udviklingslandes statsobligationer, som
er med til at finansiere fremdriften i disse lande.
Vi ønsker både at være investeret i udviklingslande, fordi det er med til at skabe et godt afkast
og fordi, vi gerne vil understøtte den økonomiske vækst i mindre udviklede lande. Det er langt
vanskeligere at udøve aktivt ejerskab over for
stater, og derfor står valget mellem at investere
eller ej.
Dilemmaerne opstår ofte, fordi statslig finansiering i nogle tilfælde kan gå til økonomisk udvikling til gavn for landets befolkning, mens det i
andre tilfælde desværre også kan gå til fx undertrykkelse og brud på menneskerettigheder. Vi
benytter en såkaldt ESG-score for lande til at
træffe vores beslutning om en eventuel eksklusion. Scoren indeholder en lang række parametre, som bl.a. tager højde for respekt for menneskerettigheder, antikorruption, bestikkelse,
klimahensyn samt effektiv og stabil regeringsførelse. Vi ekskluderer alle lande med en score under 25 på en skala fra 1-100. Der er desværre
overtrædelser af fx menneskerettigheder i
mange af verdens lande, og derfor vil et fravalg
af investeringer i stater altid blive en relativ betragtning om hvem, der er ”værst”.
Vi ekskluderer også lande, som er omfattet af
sanktioner vedtaget af FN eller EU og med Danmarks tiltrædelse. I 2022 var 22 lande ekskluderet på den baggrund. Fra 2023 har vi valgt også
at udelukke virksomhedsobligationer i de ekskluderede lande, da staten i disse lande ofte har
signifikant indflydelse på landets virksomheder.
6