EXAMPLE PAGE - E-BOOK - Data, dimser og demens - Flipbook - Side 37
Fremtiden
Ifølge Nationalt Videnscenter for Demens anslås det, at ca 89.000* personer lever med
en demenssygdom i Danmark. Det registrerede antal mennesker med demens ligger en
del lavere, men det skyldes, at ikke alle med demens registreres i Landspatientregistret.
Vi kan desværre forvente en stigning af borgere med demenssygdomme. Her i Danmark
anslår Nationalt Videnscenter for Demens, at antallet af demensramte borgere vil stige
fra de nuværende ca. 89.000 til over 150.000 i 2040. Det viser tallene fra deres seneste
prognose, der blev udarbejdet i 2014. Det er rigtig mange mennesker. Og hvis vi dertil
lægger de mange pårørende, der vil leve med konsekvensen af demens i hverdagen, så
nævnes der tal på helt op imod en million! Det vil betyde et øget pres på både de menneskelige og økonomiske ressourcer for at magte og håndtere sygdommen og dennes
konsekvenser.
De økonomiske omkostninger er enorme. Tallet er usikkert, men både Nationalt Videnscenter for Demens og Alzheimerforeningen omtaler et beløb på over 20 milliarder kr.
om året i direkte omkostninger – alene i Danmark. Hertil kommer indirekte udgifter til
tabt arbejdsfortjeneste og til de pårørendes indsats.
National demenshandlingsplan 2025
I januar 2017 præsenterede regeringen ”National demenshandlingsplan 2025”. Planen
er blevet til i forsøget på at være på forkant med udfordringerne, der kommer i fremtiden.
Det vil sige mange flere mennesker med demens og de særlige behov hos gruppen af
yngre med demens. Der er brug for at sætte en klar retning for, hvilke indsatser – på tværs
af sundheds- og ældreområdet – som skal prioriteres fremadrettet. Derfor er der brug
for ambitiøse og langsigtede mål for demensindsatsen frem til 2025. Mål, som de fremtidige indsatser kan holdes op imod, og som skal bidrage til at give demensområdet det
markante løft, som alle ønsker.
Demenshandlingsplanens værdigrundlag beskriver, at mennesker med demens, og deres
pårørende, skal mødes med en indsats af høj faglig kvalitet – i alle dele af landet. En
indsats, som bygger på værdighed, medmenneskelighed og respekt for det enkelte menneskes ønsker, behov og ressourcer og for mennesket bag sygdommen og det levede liv.
* Opdaterede tal på www.videnscenterfordemens.dk pr. 31. august 2018.
37