Med rødder i udlandet - Bog - Side 35
Iman
Iman var ti år, da hun kom til
Danmark som statsløs palæstinenser
fra Libanon. Hun startede sit danske liv i Sandholm-lejren, før hele
hendes familie købte et hus i
Gislinge i Nordvestsjælland.
at motivere Iman til at falde til og
gøre de ting, der gjorde hende glad.
Hun husker, de lokale syntes, det
var vældig spændende med sådan
en fremmed familie fra et mellemøstligt land. Dem var der ikke
mange af i Gislinge.
”I vores kultur bekymrer familier
sig altid meget for pigers sikkerhed,
og fodbold ses som en drengesport.
Men de accepterede det, og jeg
synes også, det har ændret sig siden
og er blevet meget mere normalt i
mellemøstlige familier i dag”, siger
Iman.
”De fleste var sådan lidt ’uha, hvem
er nu det, der kommer’, men på en
positiv måde. De stirrede måske
lidt, men var glade for os, så for
mig var det fedt at blive mødt
sådan. Der var en del af de lokale
piger, der kiggede efter mine flotte
brødre”, griner hun.
I begyndelsen var det danske sprog
dog svært at lære, og hjælp var
der ikke så meget at få i skolen i
starten. Men det blev bedre i takt
med, at hun fik danske veninder,
der overnattede hos hende og hjalp
med at få styr på de mange svære
sætninger.
”I starten er man altid genert, og
det tager tid at falde til, især fordi
mange danskere kan virke mere
tilbageholdende, end hvor vi kom
fra. Men i Gislinge var de søde,
og mange af børnene ville gerne
hjælpe mig og være venner”, fortæller hun.
Selvom hendes forældre havde oplevet borgerkrigen i Libanon, havde
de stadig overskud og var gode til
Alligevel blev de lidt bekymrede, da
hun som 13-årig begyndte at spille
fodbold.
Da hun blev ældre, var det dog
svært at vide, hvilken vej i livet
hun skulle gå. Hun havde en masse
idéer, men var samtidig lidt bange
for at skuffe familien.
Hun var egentlig interesseret i
kosmetologi og makeup men var
ikke sikker på, det var den rigtige
vej at gå. Det virkede ikke akademisk nok.
”Mange forældre der kom hertil
havde en forventning om, at deres
børn skulle være højtuddannede,
og det tror jeg også mine forældre
havde”, siger Iman.
Sygeplejerske og tandlæge overvejede hun også, men endte i stedet to
år med offentlig administration på
Niels Brock, før hun bagefter læste
videre som tolk.
Siden har hun blandt andet arbejdet i en statslig styrelse og i forskellige afdelinger i en kommune.
I borgerservice har hun fået meget
ud af at hjælpe andre, der måske
har sproglige vanskeligheder ved at
forstå det offentlige system.
”Kender man lidt til deres kultur,
ved man også mere om, hvilken
type hjælp de har brug for. Og så
kan jeg hjælpe på arabisk. Det har
min ledelse været meget glad for
– så sparer de også en tolk”, griner
hun.
Iman ved, det kan være svært at
finde en rigtig karriere- og uddannelsesvej og føler sig inspireret, når
hun møder nogen, der er fagligt
dygtige.
”Jeg er meget stolt af kvinder med
anden etnisk baggrund, der har
gennemført en høj uddannelse og
ved, hvor vanskeligt det kan være
at få det hele til at hænge sammen”,
siger hun
Selv har hun i dag tre børn, hvoraf
den ene søn muligvis har arvet
hendes talent for fodbold. I hvert
fald er han så god til det, at han for
nylig blev købt af en udenlandsk
klub.
Iman er utrolig stolt af ham. Men
hun synes det er vigtigt, han holder
fast i at uddanne sig ved siden af.
”Ja, jeg er lidt efter ham, for jeg synes, han stadig skal studere online
ved siden af træningen”, siger hun
med et grin.
undervisningsbog – med rødder i udlandet – 35
