EXAMPLE PAGE - E-BOOK - Data, dimser og demens - Flipbook - Side 35
Ansøgning om hjælpemidler
Ansøgning om hjælpemidler kan ske ved at kontakte kommunens afdeling for hjælpemidler. Hjælpemiddelområdet bliver reguleret af Serviceloven – og det er kommunen,
der vurderer, om et hjælpemiddel giver en væsentlig daglig lettelse. Hjælpemidlet kan
i givet fald bevilges og udlånes af kommunen. Du kan også finde mange hjælpemidler,
der kan købes i butikker eller over internettet. Kommunen dækker dog ikke udgiften til
hjælpemidler, som du selv har anskaffet.
Hjælpemidler til sikkerhed på plejecentre
Demenssygdommen når oftest et stadie, hvor flytning til et plejecenter er nødvendigt.
Det er en stor beslutning, så det er vigtigt at vælge et plejecenter med god sikkerhed for
beboere med demenssygdomme. Mange plejecentre har GPS, som beboerne kan få med
sig på en gåtur, hvis de fortsat er trafiksikre. Det kan være rigtig godt, men det er ikke en
decideret demenssikring af plejecentret. Demenssikring er fx, at personalet kan sænke
skuldrene og beboerne kan bevæge sig frit rundt – mens sikkerheden alligevel er i top.
Demenssikring inde
Plejecentre vælger for det meste, at udstyre en demensramt med en lille alarmsender,
der kan bæres om håndledet, i en snor om halsen eller sågar stryges i tøjet. Disse alarmsendere vil så sende en besked til personalets telefoner. Typisk med navn på beboeren
og besked om, at plejecentret er forladt ved en navngiven udgangsdør. Denne sikring
fungerer ved hjælp af positionsmeldere, som er opsat forskellige steder på plejecentret.
Når en beboer passerer en positionsmelder, med sin alarmsender på sig, kan personalet
få at vide, hvor en demensramt beboer opholder sig.
35