EXAMPLE PAGE - E-BOOK - Data, dimser og demens - Flipbook - Side 32
Hjælp lokalt og i kommunen
I din kommune findes der sikkert en demenskoordinator (evt. anden jobtitel), der har
viden om demenssygdomme og som ved, hvad kommunen har af tilbud til demente
og deres familier. Hver kommune har udviklet en servicedeklaration for de lovpligtige
ydelser, så der kan være variationer rundt om i landet. Nogle af de tilbud, der kan være,
er fx midlertidige opholdspladser, daghjem for mennesker med demens og pårørendegrupper. Mange steder findes også demenscaféer, hvor demensramte, og pårørende, kan
komme og hygge sig, samt få en snak med ligestillede. Nogle kommuner tilbyder også
kursusforløb, der er henvendt til pårørende til mennesker med demens. Det er nogle
kurser, som fx kan give større viden om, hvordan pårørende bedst håndterer den ændrede
livssituation.
Udover de kommunale tilbud, så vil du også kunne tage kontakt til en af Alzheimerforeningens mange lokalafdelinger. Se oversigten her: www.alzheimer.dk/lokalt
Hjælpemidler til sikkerhed
I begyndelsen er sygdommen først og fremmest en stor belastning for den syge selv,
men efterhånden bliver familien også påvirket af de forandringer, der sker med den
demensramte.
Det kræver stor empati og indlevelsesevne at tage hånd om demente – og med tiden
bliver der behov for teknologiske hjælpemidler. Dette behov vil ændrer sig i takt med
demenssygdommens gradvise udvikling. Så længe sygdommen er i et tidligt stadie, vil
den demensramte som regel stadig kunne bevæge sig rundt på egen hånd. Tiden med
at køre bil er sandsynligvis ovre pga. den gradvise forringede orienteringsevne. Men
evnen til at forstå trafikken – og lysten til at gå ture – kan være intakt. Og det kan give
en personlig frihed, at kunne gå rundt uden hjælp.
Du kan her læse om nogle få udvalgte hjælpemidler. Det er ikke en udtømmende liste.
GPS
Den svigtende orienteringsevne giver naturligvis anledning til bekymring. Derfor kan det
overvejes, om der skal anskaffes en GPS-sender. Den fås med og uden alarmknap – og så
er en GPS typisk lille og let, så den er nem at have med i lommen.
En GPS kan evt. benyttes med kontakt til en vagtcentral. Her kan alarmoperatørerne
logge ind på et computersystem, hvor de kan følge borgerens færden, hvis der er brug
for det. Der bliver kun logget ind i systemet, når der afgives alarm fra en GPS-sender
eller, hvis vagtcentralen får besked om det.
32