EXAMPLE PAGE - E-BOOK - Data, dimser og demens - Flipbook - Side 23
1. december 2014
”Så kom dagen, da Ebbe skulle flytte ind. Han blev budt velkommen på en sådan måde,
så jeg hurtigt blev overflødig. Jeg tog hjem og ventede to dage med at komme igen. Men
da var han parat til at tage med hjem, for han troede, at det var en aflastningsplads. Jeg
fortalte ham, at huset var ved at blive solgt, og at alt var pakket ned, så han var nødt til
at blive der mindst tre måneder, indtil vi havde fundet noget nyt. Det affandt han sig
med. Han spurgte om det flere gange, og jeg sagde det samme hver gang,” fortæller
Barthe Risom Holst. Hun har det ikke godt med at lyve for sin mand, men hun gør det for
hans skyld.
”Jeg har altid sagt, at det er vores lille lejlighed, hvor han kan få hjælp, hvis jeg er ude. Jeg
kalder alt vores. Vores terrasse og vores ting. I det hele taget passer jeg på ikke at sige dit
og mit,” pointerer Barthe Risom Holst. Og hun fortsætter:”Når jeg besøger Ebbe, siger
jeg aldrig goddag, eller spørger om, hvordan han har det, når jeg kommer. Jeg siger
heller aldrig farvel, men siger, at jeg lige skal ud og købe ind. Så det er altid vi ses, som jeg
ville ha’ gjort, hvis vi havde boet sammen.”
Et liv sammen – hver for sig
Barthe Risom Holst gjorde meget ud af dagligdags ting. Så når hun besøgte sin mand,
støvede hun af, ryddede op og støvsugede, som hun altid havde gjort. Der kunne gå 3-4
dage mellem hendes besøg, men pga. Ebbe Holsts manglende tidsfornemmelse, troede
han, at hun var der hele tiden.
Vi skriver nu 2019 og Ebbe Holst bor stadig på Ådalen. Hvor hun tidligere kunne besøge
ham længere tid ad gangen, nøjes hun nu med højst halvanden time. Længere kan han
ikke holde fokus.
23
