Med rødder i udlandet - Bog - Side 11
Farida
Farida kom til Danmark i slutningen af halvfemserne. Hendes
familie flygtede fra et Afghanistan
ødelagt af flere årtiers krig. Hendes
far var højtstående officer og havde
været livvagt for den tidligere afghanske kongefamilie i 40 år. I
Kabul boede de i et smukt hus, og
de havde desuden et dejligt landsted i en skov med en stor, blomstrende have fuld af frugttræer.
”Vores forældre prøvede at give
os et godt liv med uddannelse og
mange muligheder. Men alle deres
anstrengelser blev desværre ødelagt
af krigen. Da jeg kom hertil,
tænkte jeg, livet går videre, vi skulle
finde ud af at leve et helt andet liv,
med et nyt sprog og en anden kultur. Jeg tænkte på alt det, jeg skulle
lære i mit nye liv, og alt det jeg
skulle lære af nyt. Men det var godt
ikke at være i krig”, fortæller hun.
På universitet i Kabul havde Farida
både lært russisk, fransk og engelsk.
Derudover talte hun de to afghanske
hovedsprog, dari og pashto og
kunne også tale farsi. Farida nåede
dog ikke at afslutte sin uddannelse,
før de flygtede.
Faridas sproguddannelse gjorde,
at hun kunne kommunikere med
mange slags mennesker. Og det
skulle hurtigt blive en fordel her i
Danmark, hvor hun jo først skulle
lære dansk.
Farida ønskede at finde et job,
hvor hun kunne arbejde med
mennesker. ”I undervisningen på
sprogskolen læste vi engang danske
aviser. Her så jeg i en annonce at
Avnstrup asylcenter søgte vikar”,
fortæller hun.
Farida tænkte, at jobbet ville være
oplagt, da hun gerne ville arbejde
med børn og selv havde boet på
asylcenteret i Avnstrup og kendte
personalet. Hendes lærer sagde, at
hvis hun var interesseret ville hun
kontakte Avnstrup og høre dem ad.
”Jeg vidste ikke, man også skulle
skrive en ansøgning. Jeg mødte
bare op. Men på centeret sagde de,
det var godt, jeg viste interesse, og
hvis jeg var interesseret, kunne jeg
bare starte fra nu”, fortæller Farida.
Hun startede som vikar, og efter tre
år blev hun fastansat, og har været
der lige siden, dvs. 23 år, hvor
hun har arbejdet med børnene i
børnehaven på udrejsecenteret i
Avnstrup. Her kommer hendes
sprogkundskaber hende til hjælp.
”Det er et meget svært job, for
mange af de familier har traumer,
som de giver videre til børnene.
Det er meget hårdt at leve på et
udrejsecenter. Da jeg selv har
været flygtning, forstår jeg mange
af familiernes problemer. Men jeg
prøver, med leg og aktiviteter, at
hjælpe børnene, så godt jeg kan”,
siger Farida, der de senere år også
har kunnet hjælpe ukrainske
flygtninge, da hun jo i sin tid lærte
russisk i Kabul.
Selv kender Farida følelsen af at
have lagt alt bag sig og prøve at finde sig til rette i et andet land. Men
det var meget vigtigt at blive mødt
af venlige mennesker, som tog godt
imod dem, og som kunne hjælpe
både med små praktiske problemer
og med større ting som økonomi
og uddannelse. Alma var en af
dem, som hun mødte, og som har
hjulpet Farida og hendes familie
rigtig meget, bl.a. med uddannelser
og venskab.
I dag er hun for længst dansk
statsborger og bor i et hus med
sin mand og sin søn ikke langt
fra asylcenteret. Hendes mand
arbejder som køkkenassistent på et
sygehus. Han havde en uddannelse
som elektriker i Afghanistan, men
den kan han ikke få godkendt her.
Hendes søn går på gymnasiet, og
det går ham godt.
Faridas store familie er blevet
spredt over hele verden. Der er flest
i Europa, og de mødes ofte enten
hos dem eller i Danmark.
Men selv om det er gået rigtig
godt for Farida og hendes familie i
Danmark, så slipper hun aldrig helt
fornemmelsen af at være kommet
hertil som flygtning.
undervisningsbog – med rødder i udlandet – 11
